Filmens genstandsfelt er de omtrent 250.000 tyske flygtninge, der i slutningen af Anden Verdenskrig blev evakueret fra Nazityskland til Danmark fra de østlige tyske territorier og senere blev interneret i store flygtningelejre, indtil de allierede besættelsesstyrker tillod repatriering til Tyskland.
Den omhandler dog ikke selve lejrene, men perioden, da Danmark stadig var besat, frem til kort efter befrielsen.
Her blev flygtningene tvangsindkvarteret på danske skoler, lagre, hoteller og andre bygninger. Antallet af mennesker overgik langt kapaciteten og behovet for mad, og den tyske værnemagt nægtede at stille læger til rådighed − sårede soldater skulle prioriteres. Alt dette bliver i filmen skildret i en handling, der udspiller sig på Ryslinge Højskole, hvis rektor Jakob gav efter for at huse 500 flygtninge i gymnastiksalen.
Især behandlingen fra det omgivende danske samfund er i fokus. For det første identificeres flygtningene med værnemagten, og deres nærvær ses som endnu et overgreb. Ligeledes blev forsøg på at bidrage med humanitær hjælp opfattet som samarbejde med værnemagten. Den Almindelige Danske Lægeforening nægtede også at hjælpe tyske flygtninge, med det semi-rationelle argument, at det ville være at give værnemagten flere ressourcer og dermed forlænge besættelsen. Resultatet blev, at sygdomme som difteri og tyfus florerede, og især små børn døde i hobetal.
Besættelseslitteraturens ‘tredje generation’
Besættelsen er nok den mest behandlede periode i dansk historie, og stort set alle emner og perspektiver er rigt belyst. Fra et historiografisk perspektiv har litteraturen om perioden undergået en tydelig udvikling, og kan ifølge historiker Hans Kirchhoff inddeles i tre generationer.
Meget forsimplet var første generation præget af en konsensusfortælling, hvor den danske nation stod samlet i modstand mod den tyske besættelse. Anden generation introducerede den velkendte dikotomi mellem samarbejde og modstand og fokuserede på det, der splittede den danske befolkning.
Når Befrielsen Kommer kan ses som del af en forsinket cinematisk afspejling af denne litteraturbølge, da den også forsøger at afbilde de mørkere eller mere etisk komplekse problemstillinger fra denne tid
Citat: Asbjørn Valhøj
Den blev i 1990 efterfulgt af tredje generation, hvis genstandsfelt var de personer og grupper, som af forskellige årsager var blevet negligeret som “krigens tabere”. For eksempel blev de danske nazister og frikorpsfolk behandlet, og myten om dem som demografisk anderledes end majoriteten af danskere blev punkteret. De såkaldte “Tyskerpiger”, danske kvinder, der var romantisk og/eller seksuelt involveret med tyske soldater, og som under befrielsen blev udsat for sexistiske ydmygelser, var et andet velkendt tema, og spiller også en rolle i filmen. Og endelig var der de tyske flygtninge i Danmark, både under og efter besættelsen.
Når Befrielsen Kommer kan ses som del af en forsinket cinematisk afspejling af denne litteraturbølge, da den også forsøger at afbilde de mørkere eller mere etisk komplekse problemstillinger fra denne tid. Martin Zandvliets Under Sandet fra 2015, og Anders Refns to De forbandede år-film fra 2020 og 2022 kan ligeledes ses som del af denne tendens.
Fremragende karakterarbejde
Filmens største styrke er utvivlsomt det store arbejde, der er blevet lagt i at gøre de danske hovedpersoner livagtige, realistiske og relaterbare.
Hovedpersonen Jakob, hans kone Lis, søn Søren og musiklærereren (og modstandsmanden) Birk oplever alle at skifte holdning i filmens løb, uden at det på noget tidspunkt føles forceret eller kunstigt.
De emotionelle konflikter mellem disse fire hovedpersoner, som er filmens omdrejningspunkt, er både fængslende og livagtige. Der præsenteres ingen lette løsninger. Jakob og Lis er på deres side splittet mellem deres humanitære pligtfølelser, og deres behov for at beskytte deres job, omdømme og familiens sikkerhed.
Søren er splittet mellem kærlighed til sine forældre og vrede over, hvad han ser som utilgiveligt samarbejde med nazisterne, forstærket af hans idolisering af Birk og den mobning og marginalisering, han oplever fra bysamfundet på grund af sin far.
De emotionelle konflikter mellem disse fire hovedpersoner, som er filmens omdrejningspunkt, er både fængslende og livagtige
Citat: Asbjørn Valhøj
Birk selv, det tætteste filmen kommer på en antagonist og hvis had til tyskerne skyldes Schalburg-mordet på hans far tidligt i filmen, bliver langt hen ad vejen holdt tilbage af loyalitetsfølelse overfor sin chef og skifter også kurs i slutningen af filmen.
At skabe en konflikt bygget på dybt relaterbare karakterer, der føles naturlige, er ingen let bedrift for et hvilket som helst medie, og det alene gør filmen værd at se.
Hvem er subjektet?
De fire hovedpersoner er dog alle danskere, og det bringer os til filmens første store svaghed, nemlig dens valg (og fravalg) af subjekt. De tyske flygtninge er ikke skrevet med samme emotionelle dybde eller kompleksitet som danskerne, og situationen ses kun fra danskernes perspektiv.
Flygtningene fremgår ikke som individer, men mest af alt som en uniform masse, der udelukkende eksisterer for at være ofre og præsentere danskerne for etiske dilemmaer. De eneste, der navngives, er nazilægen Heinrich (mere om ham i næste afsnit) og pigen Gisela, hvor sidstnævnte tydeligvis kun eksisterer, så Søren kan danne et emotionelt forhold til hende. Hun bliver repræsentant for alle flygtningene, og så har Søren og Jakob nogen at redde i slutningen af filmen.
Flygtningene fremgår ikke som individer, men mest af alt som en uniform masse, der udelukkende eksisterer for at være ofre og præsentere danskerne for etiske dilemmaer
Citat: Asbjørn Valhøj
Dette er en skam, for filmen ville have stået utroligt stærkt, hvis vi havde set situationen fra Gisela eller andre flygtninges perspektiv. Det havde givet os et indblik i den politiske situation internt blandt flygtningene, og de konflikter, der måtte have været imellem dem.
Var de sympatiske overfor danskernes manglende hjælp, eller var de vrede? Hvad mente de om de tyske myndigheders beslutning om at lade dem i stikken og prioritere lægehjælp til soldater? Hvad med konflikten mellem overbeviste nazister og folk, der ikke var, eller måske endda var antifascister? Hvad håbede eller frygtede de ville ske, hvis og når Nazityskland kapitulerede, og hvordan farvede det de andre konflikter?
Dette er en generel svaghed ved den måde, flygtninge nogle gange bliver portrætteret på i fiktion. I ivrigheden efter at tale deres sag fremstilles de som homogene og passive ofre, ikke som fuldbyrdede mennesker, der tager aktive valg. Men det er netop humaniseringen af mennesker fra marginaliserede grupper som unikke personer, som er nødvendig for at ændre samfundets holdning i det lange løb.
Afpolitisering
Meget iøjnefaldende er manglen på politiske holdninger eller positioner udtrykt af de tyske flygtninge i filmen. Det er særligt problematisk i lyset af den kendsgerning, at mange civile tyskere var helt eller delvist overbeviste nazister.
Dette kunne næppe undgås efter 12 års nazistisk propaganda i alle led af samfundet uden et stærkt og samlet modsvar til den ‒ mange af flygtningene havde ikke oplevet andet, siden de var børn ‒ men bør stadig anerkendes. Det ville heller ikke nødvendigvis svække filmens budskab. For det første var langt de fleste dødsfald i lejrene uskyldige børn. For det andet blev afnazificeringen, i den grad den var mulig, næppe hjulpet på vej af den skarpe opdeling og polarisering af danskere og tyskere, som eksisterede. De forhold gav snarere nazister i lejrene bedre præmisser for at tale deres sag.
Særligt emblematisk er lægen Heinrich, som Jakob samarbejder med af den praktiske årsag, at han er den eneste læge i lejren. Han går rundt næsten hele filmen med en hagekors-nål på tøjet, men det kommer aldrig til udtryk som nazistiske holdninger eller bemærkninger.
Arbejdet med de danske hovedpersoner viser, at man sagtens kan portrættere …. kompleksitet. Det kræver dog, at man lader enkelte tyske flygtninge være subjekter, hvorigennem tyskernes forskelligartethed kan ses
Citat: Asbjørn Valhøj
Det synes kun at være taget med, for at gøre det mere forståeligt, at Birk og Søren vender sig mod Jakob. Nær slutningen af filmen bemærker han, at han kun bærer nålen af sentimentale årsager, da hans slægtninge døde ved fronten, og grotesk nok gives han kort efter noget, der minder om en martyrdød. Jeg behøver nok ikke at uddybe, hvorfor dette er problematisk.
Jeg forestiller mig, at dette valg blev taget af hensyn til filmens overordnede kritiske vinkel på danskernes behandling af flygtningene. Tankegangen synes at være, at de tyske flygtninge var sympatiske ofre, men de kan ikke være både ofre og nazister ‒ derfor må de uheldige elementer udviskes eller ignoreres.
Men dette er en falsk modsætning: Verden er langt mere kompleks, og arbejdet med de danske hovedpersoner viser, at man sagtens kan portrættere denne kompleksitet. Det kræver dog, at man lader enkelte tyske flygtninge være subjekter, hvorigennem tyskernes forskelligartethed kan ses, i stedet for bare passive genstande for dansk had eller sympati. Walter har muligvis ikke haft tiltro til sin evne til at portrættere denne kompleksitet, og det hæmmer en ellers imponerende nuanceret film.
