I begyndelsen af december foregår FN’s klimatopmøde COP25 i Madrid. Her vil verdens ledere – undtagen Trump – diskutere de næste “afgørende skridt” for at forhindre en klima-forværring. Hvad der sker i Madrid er vigtigt – men forvent en masse krumspring for at undgå indgreb mod landenes kapitalistiske interesser i massiv CO2-udledning.
Billedet foroven viser Extinction Rebellion 12. oktober i London, hvor de gennemfører en begravelsesmarch over alle de dyr og mennesker, som masse-udryddes af det dårlige miljø og de stigende temperaturer.
COP25 klimatopmøde-forhandlingerne i Madrid vil huse repræsentanter for næsten alle Jordens lande, som vil diskutere, hvordan de skal iværksætte de tidligere indgåede klimaaftaler, Kyoto Protokollen fra 1997 og Paris-aftalen fra 2015. Hvad der sker i Madrid er betydningsfuldt. Og hvad der skal ske på klimatopmødet i Glasgow i Skotland til næste år vil være endnu vigtigere, for her skal landenes repræsentanter oplyse om, hvordan de opfylder Paris-aftalen.
Begge topmøder vil være en lejlighed for aktivister til at gøre opmærksom på, hvor alvorlig klima-situationen er, samt til at opbygge pres på vores magthavere til at handle. Men det afføder spørgsmålet om, hvorvidt organisationer som FN samt internationale aftaler mellem kapitalistiske stater overhovedet vil være i stand til at håndtere klimakatastrofen?
Det kan forekomme progressivt, at politikerne er villige til at mødes for at forhandle aftaler om at svække klimakatastrofen. Deres tale om internationalt samarbejde vil kunne se ud som et alternativ til retorikken fra højrefløjs-politikere som Donald Trump, der trak USA ud af Paris-aftalen. Men erfaringen viser, at internationale aftaler kun i ringe grad “har leveret varen” mht. den nødvendige handling for at tackle klimaskiftet.
Tandløse
Således blev Paris-aftalen i 2015 udråbt som enestående, men den indeholder imidlertid ingen seriøs mulighed for at angribe klimaskiftet. Omkring 180 stater lovede at “bestræbe sig på” at holde de globale temperaturstigninger “et pænt stykke” under 2 grader. Men siden da har FN’s egen videnskabelige organisation på klima-området, IPCC, argumenteret for, at en global temperaturstigning på 1,5 grader vil byde på en langt bedre chance for at undgå et værst tænkeligt klima-scenarie.
Hertil kommer, at den aftale, som blev nået i Paris efter to ugers intense forhandlinger, ikke engang var juridisk bindende. Aftalen indeholder det såkaldte “CO2-budget”: Det er den mængde CO2, som videnskabsmændene siger, vil kunne udledes i atmosfæren, førend de globale temperaturer vil stige over 2 grader.
Men politikerne satte deres “CO2-budget” 2,5 gange højere end det niveau, som kun ville give os 66 pct.’s chance for at holde den globale temperaturstigning tilstrækkeligt lav. De lovede, at de ville tage landenes CO2-udledninger op til revurdering hvert femte år. Men det tog tre år for politikerne blot at blive enige om, hvordan man skal opgøre udledningerne. Det skete på sidste års klimatopmøde COP24 i Katowice i Polen.
De tandløse internationale aftaler skyldes ikke kun politikernes inkompetence. Disse klimatopmøder er ikke baseret på noget idealistisk ønske om international solidaritet, men er derimod et redskab for at opretholde kapitalismens “business as usual”. Såfremt politikerne ikke ville gøre dette, ville de tabe kapløbet, og i stedet ville en rival erobre deres plads.
En sammenslutning af de mest magtfulde og grådige interesser
Under kapitalismen er staten hverken neutral eller udtryk for en demokratisk institution, som vil kunne bruges af et hvilket som helst parti, som folket vælger. I stedet er staten et stort bureaukrati, som kun interesserer sig for dets egne kapitalisters interesser. Og ganske som kapitalistiske firmaer konkurrerer kapitalistiske stater med hinanden om verdensmarkeder og ressourcer. Det betyder, at internationale forhandlinger samler repræsentanter fra kapitalistiske stater, hvis job det er at fremme deres egne interesser på verdensplan.
Selv om disse stater har konkurrerende interesser, er de ikke desto mindre forenede igennem et fælles ønske om at styrke det kapitalistiske system som helhed. Det betyder, at den herskende klasse nogle gang ønsker at inddrage internationale organisationer til at fremme dens interesser.
Men kapitalistklassens internationale organisationer har en historie, hvor de med blodige midler beskyttede deres egne interesser.
Således fremhæves Folkeforbundet – FN’s forløber i mellemkrigstiden – ofte som et forsøg på at skabe fred efter Første Verdenskrigs rædsler. Magthaverne i USA, Storbritannien, Frankrig og de andre sejrherrer ønskede stabilitet ovenpå masseslagteriet og den revolutionære bølge, som krigen udløste. Men de vestlige magter ønskede en fred, hvor de fortsat ville kunne dominere svagere lande. Således, for eksempel, spillede Folkeforbundet en afgørende rolle, da de europæiske imperialistiske magter delte Mellemøsten op imellem sig efter 1918.
Den imperialistiske opdeling af Mellemøsten efter 1. Verdenskrig og de smertelige konsekvenser for kurderne: http://socialister.dk/kurdernes-smertelige-historie/
FN har støttet imperialistisk krig med resolutioner og hærstyrker på jorden, nogle gange med titlen “fredsbevarende mission”. Når stærke magter er uenige i FN’s beslutninger, er de villige til at ignorere dem eller til simpelthen at forbigå organisationen. Et eksempel er invasionen af Irak i 2003. Et andet er det store antal resolutioner, som FN har vedtaget om Israels behandling af palæstinenserne. USA-imperialismens vigtigste allierede i Mellemøsten kan slippe afsted med det. I stedet for at bremse de magtfulde eller udglatte den internationale rivalisering, så afspejler de internationale organisationer uligheden på verdensplan.
“Kreativ bogføring” ift. CO2-udledningen
For eksempel er FN’s klimaorganisationer dybt uenige om, hvordan de skal angribe CO2-udledningerne. Det afspejler, hvordan den fælles interesse i at opretholde “business as usual” kan komme i konflikt med hver enkelt stats interesser.
Lande i det globale Syd, som Kina og Indien, bliver nu industrialiserede i et meget højere tempo end andre lande. Tidligere blev deres udvikling delvist bremset som følge af vestlig dominans, men nu er de ved at indhente det. Og stater, som blev industrialiseret på et meget tidligere tidspunkt således som USA og Storbritannien, siger nu, at de er uvillige til at skære ned på CO2-udledningen indtil andre stater også gør det. De ønsker ikke at sakke bagud i forhold til konkurrenterne i verdensøkonomien.
I Storbritannien pålægger loven om klimaskiftet fra 2008 (Climate Change Act) regeringen at skære ned på drivhusgasudledningen med 80 pct. i forhold til 1990-niveauet. Loven siger, at dette skal opnås i 2050. Men i stedet for at arbejde for rent faktisk at reducere udledningerne, så pynter regeringsinstitutionerne i stedet for på tallene, således at det ser ud, som om dette skulle ske. Således hævder institutionen “Committee on Climate Change”, at 2018-udledningerne skulle være 44 pct. lavere end i 1990. Men det skyldes, at dens tal ikke omfatter udledninger fra international flyvning, skibsfart samt vareimport – som alle giver meget store bidrag til udledningen.
Alt dette forklarer, hvordan årtiers klimaforhandlinger kan se ud som et spil, hvor man forsøger at sende “Sorteper” videre. Inger Andersen, generaldirektør for FN’s miljøorganisation UNEP, forklarede: “Verdens energiforsyning forbliver domineret af kul, olie og gas. Det resulterer i CO2-udledninger, som ikke passer til klimamålene”. Men det kan ikke overraske, at udledningerne fortsætter med at stige, eftersom Paris-aftalen ikke nævnede gas-, olie- og kul-reserverne. Produktionen af fossile brændstoffer stopper ikke – den stagnerer ikke engang.
En hensynsløs jagt efter profit
Produktionen af fossile brændstoffer stopper ikke – den stagnerer ikke engang. Tværtimod vokser den, og et af dens centrale udvindingssteder befinder sig kun nogle få kilometer fra Skotlands kyst. 10 olieselskaber hælder 6,8 mia. britiske pund i investeringer i 6 udvindingsprojekter i Nordsøen. Mim Black fra klimabevægelsen Extinction Rebellion Scotland (“Oprør imod udslettelse”) tager kraftigt afstand fra planerne, som skal vedtages til næste år: “Stædigt og grådigt fortsætter de med at pumpe så meget olie, som de overhovedet kan, op fra Nordsøen i jagten på privat profit”, siger hun.
“Hvis det bliver tilladt, at denne grådighed kan fortsætte, så vil vi komme til at stå overfor en situation med klima-apartheid, hvor de rigeste vil få råd til at beskytte sig selv imod klimaskiftets værste virkninger, mens resten vil lide enormt”, siger Mim Black fra Extinction Rebellion Scotland.
Det meget store “Lancaster” oliefelt ved Shetlands-øerne er ved at blive sat i drift: https://www.heraldscotland.com/business_hq/17536061.giant-west-of-shetland-oil-field-on-track-to-start-production-in-next-quarter/
“Clair” oliefeltet er Storbritanniens største – sat i drift i 2018: https://www.bbc.com/news/uk-scotland-north-east-orkney-shetland-46304346
Mike Coffin ved tænketanken Carbon Tracker, der følger CO2-udledningen, siger: “Selskaber, som har udtrykt en ambition om at være på linie med Paris-aftalen, burde understrege dette med deres beslutninger”. Tænketanken har udformet planer, der skitserer, hvordan oliegiganter frem til år 2040 vil være nødsaget til at foretage vældige nedskæringer i deres produktion for at kunne få deres udledninger til at passe med Paris-aftalen. Carbon Tracker siger, at olieselskabet BP ville være nødsaget til at skære produktionen med 25 pct., mens andre olieselskaber ville skulle nedskære den med op til 85 pct. Og Carbon Tracker udtaler, at hele den fossile brændstof-industri tilsammen ville blive nødt til at reducere dens produktion med mere end en tredjedel i 2040.
“Denne industri forsøger at få dens bid af kagen – og forsikre aktionærerne om, at de ikke vil lide tab – samtidig med at den giver det udseende af, at den støtter Paris-aftalen – samtidig med at den imidlertid forsætter med at producere flere fossile brændstoffer”, siger Mike Coffin.
FN indrømmede sidste uge, at verdens rigeste lande gjorde, hvad de kunne, for at sno sig udenom de mål, som er fastsat i Paris-aftalen. FN pegede på 10 lande, som havde planer for at udvinde fossile brændstoffer i et omfang, der er 50 til 120 pct. højere end foreslået i Paris-aftalen. I denne forbindelse har FN analyseret Storbritanniens, Kinas, USA’s, Ruslands, Indiens, Australiens, Indonesiens, Canadas, Tysklands og Norges planer. Under de nugældende planer vil disse 10 lande øge CO2-udledningen med 39 gigatons – det er 53 pct. højere, end hvad der skal til, for at de globale temperaturstigninger vil kunne holde sig under 2 grader. FN’s undersøgelser godtgør, at denne udledning er 280 pct. over grænsen for, hvad der skal til for at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader.
Tysklands atomkraftværker lukker i 2022, men landets kul-exit i 2038 er alt for langsom – og snegle-tempoet skyldes ønsket om at frede kapitalens profitter (på engelsk): https://meta.eeb.org/2019/10/02/ten-years-too-late-most-toxic-company-promises-to-quit-coal/
Masseprotesterne er det eneste opmuntrende i en tid med mørke udsigter
Disse udsigter er dyster læsning. Men de internationale klimaforskeres stadigt mere desperate advarsler har bidraget til at sparke en meget større og mere kæmpende klimabevægelse igang. Således var vi i september vidne til, at syv mio. mennesker i fællesskab strejkede for at kræve øjeblikkelig handling for at redde verden. Og besættelserne og blokaderne af offentlige veje og pladser udført af klimabevægelsen Extinction Rebellion i hele det centrale London i løbet af året har øget almindelige menneskers bevidsthed om, at det rent faktisk er muligt at trodse “den almindelige orden” og kæmpe for Jorden. Strejker, protester og besættelser har opnået visse resultater.
De største klimademonstrationer nogensinde i tekst, billeder og videoer: http://socialister.dk/de-stoerste-klimademonstrationer-nogensinde/
Almindelige menneskers handling – som tilsammen har styrken til at lukke systemet ned – er vejen frem, når det gælder om at opnå virkelige forandringer. At vente på de rige og magtfulde til at nå en aftale er derimod den sikre vej, der vil føre til en klima-katastrofes værst tænkelige scenarie.
Den herskende klasse er fælles om den vigtigste interesse af alle – nemlig ønsket om at opretholde dens magt og rigdom. Det er denne interesse, som leder den, og som forhindrer den i at sætte ind overfor de miljø-ødelæggende selskaber, der ødelægger vores verden.
Den virkelige løsning består i at opbygge en verden, hvor almindelige mennesker træffer meningsfulde beslutninger omkring deres liv.
Oversat fra “Socialist Worker” UK af Jens Riis Bojsen
