Hele set-uppet i OK21 var iscenesat af regeringen (via kommunerne og regionerne) og var i klar overensstemmelse med toppen i fagbevægelsen.
Fagtoppen, eller fagbureaukratiet som er en mere præcis betegnelse, accepterede den snævre lønramme på 5 % (over tre år) og en fremtidig lønkomité (uden midler), som skulle undersøge den manglende ligeløn mellem traditionelle lavtlønnede kvindefag og resten af de offentlige ansatte. Hovedsagelig sygeplejersker, pædagoger og ansatte i plejesektoren.
Man forhandlede hver for sig – stat, kommuner og regionerne – og stemte hver for sig. De specifikke årsager var muligvis loyalitet overfor en socialdemokratisk regering og accepten af en slags uudtalt “fredspagt” pga. Covid-19-situationen. I hvert fald ikke troen på egen styrke. Derfor anbefalede de alle som én et ja til OK21.
Desværre var det kun sygeplejerskerne, som modigt, men snævert, stemte nej. De blev straks “efterladt på perronen”. Og da de forsøgte at forhandle videre, med forligskvindens mellemkomst, kom de tilbage med et næsten identisk forlig, som igen blev nedstemt af medlemmer, denne gang med et meget klart flertal på næsten 70 %. Herefter indledtes en strejke ledet af de samme ledere, som rent faktisk ikke mente, at der skulle strejkes, men at sygeplejersker skulle acceptere deres lod.
Mødt med en kold skulder
Henvendelse om støtte fra DSR (Dansk Sygeplejeråd) blev mødt med en kold skulder, og mest af alt virkede resten af den offentlige fagbevægelse til at være irriteret over, at deres “lønkomité” ville blive “forsinket” (udtalt af Mona Striib, forperson for det største offentlige fagforbund, FOA). Ligesom resten af fagbureaukratiet havde DSR’s ledelse anbefalet et ja. Og også FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation) havde ladet forstå, at man ikke skulle forvente støtte herfra.
Det er derfor ikke så underligt, at strejken, på trods af masser af aktivitet og entusiasme fra de strejkende, blev en noget tam affære. Ikke i den forstand, at der ikke var opbakning i befolkningen – langt over 50 % støttede strejken i de to måneder, den varede – men i den forstand, at der for det første kun blev udtaget en brøkdel af sygeplejerskerne til strejke og i den forstand, at aktiviteten blev rettet mod den mere diffuse størrelse, “befolkningens opbakning”, ved at vinke til bilister fra fortovet og lignende.
DSR ønskede ikke at udnytte situationen til at forsøge at brede strejken ud til menige offentligt ansatte i pleje-, børnepasnings- og uddannelsessektorerne. Hvis der var kommet sympatiaktioner og støtte fra disse grupper, ville regeringen være blevet sat under stærkt pres og havde ikke bare kunnet lave deres “usle” indgreb, som en aktiv sygeplejerske udtrykte det.
Hvorfor opførte DSR sig som de gjorde?
Men hvorfor disse tamme og overgivende øvelser fra DSR’s top? Både før, under og nu efter strejken, hvor de forsøger med alt de formår at få de igangværende punktstrejker (primo september 2021) under kontrol, så de ikke spreder sig mere, end de har gjort. Grunden skal findes i fagforeningens rolle under kapitalismen.
Fagforeninger er opstået som svar på arbejdsgivernes skalten og valten med den enkelte. Kun ved at stå sammen kunne arbejderne gå imod dårlige løn- og arbejdsforhold og håbe på forbedringer. I tidligere tider forsøgte arbejdsgiverne (med statens voldsapparat som lydige tjener) at kriminalisere fagforeninger og fængsle og/eller deportere deres ledere. Men efterhånden kunne arbejdsgivere ikke vinde denne kamp. Fagforeninger blev for stærke og omkostninger var for høje.
I Danmark indgik man Septemberforliget i 1899, hvor arbejdsgivere accepterede
fagforeningerne og deres repræsentanter under visse betingelser. Betingelser som “fredspligten”, “arbejdsretten”, “organisationsansvar” og “arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet” – alle til hobe designet til at svække selvstændige arbejderaktioner og svinebinde fagforeningernes top til arbejdsgivernes interesser. Det er indholdet i den såkaldte ”danske model”, som prises højt i store dele af fagbevægelsen, både fra højre og venstre side.
Fredsommelig “klassekamp”
Denne form for kontrolleret og fredsommelig “klassekamp” gennem forhandling mellem få mennesker (toppen af fagforeningerne og arbejdsgivernes repræsentanter) har styrket fagtoppen overfor medlemmerne. I sådan et system havde man brug for “professionelle forhandlere”, som hurtigt kom langt væk fra sliddet på fabrikkerne eller andre arbejdspladser. Dette lag af forhandlere begyndte at se medlemmerne som et forstyrrende element frem for de, som betalte deres efterhånden ret høje løn og hvis interesser, man ensidigt burde have varetaget. Man kan nemt forstille sig, at Grete Christensen i sit stille sind har forbandet de menige sygeplejersker langt væk for at have forkastet “hendes” forhandlingsresultat.
Det er derfor, at betegnelsen “fagbureaukrati” er brugbart. Det betegner et lag af mennesker, som har en selvstændig interesse på grund af deres løn (som typisk er meget højere end deres medlemmers) og deres stilling i samfundet. De er ikke en del af borgerskabet og tjener ikke direkte den herskende klasse, som f.eks. top- og mellemledere gør. Men de er hellere ikke en del af arbejderklassen (selvom de er startet her, og fagforeningsmedlemmerne vælgere dem – i hvert fald indirekte), da deres stilling i samfundet er fundamentalt forskellig fra almindelige arbejderes.
Den mest fundamentale forskel fra den almindelige arbejder – fagforeningsmedlemmet – er dog ikke bare de væsentligt bedre løn- og arbejdsforhold. Det stikker dybere end som så. Den lukrative rolle som forhandler mellem arbejder og kapital forudsætter, at kapitalismen fortsætter. I modsat fald ville fagbureaukratiets eksistensberettigelse forsvinde. Så i modsætning til arbejderklassen, som sagtens kan klare sig uden arbejdsgivere, er fagbureaukratiet afhængigt af, at der findes arbejdsgivere. Og selv om deres forhandlinger gerne skulle kaste lidt af sig til medlemmerne, hvis de vil bevare deres position, så gør de altid deres arbejde under skyldig hensyntagen til kapitalismens fortsatte overlevelse.
“Forbenet bureaukrati”
Allerede i debatterne i Komintern (den kommunistiske internationale) i 1923 påpegede den skotske revolutionære socialist, og det længst siddende parlamentsmedlem i det engelske kommunistparti, William Gallacher, faren ved at tro, at man kan “revolutionere” fagforeninger ved at erobre poster. Han argumenterede således:
“Det er simpelthen noget sludder at tale om at erobre de gamle fagforeninger og deres forbenede bureaukrati. Vi har været aktive i den britiske fagbevægelse i de sidste 25 år uden at have haft succes med at revolutionere fagforeningerne indefra. Hver gang vi har haft succes med at få en af vore kammerater valgt ind i fagforeningen, har det vist sig, at i stedet for en ændring af fagforeningens taktik, så har fagforeningen korrumperet vores kammerat. Vi har gjort vores kammerater til store, faglige ledere, men vi har set, at intet kan opnås for kommunismen og revolutionen gennem sådant et arbejde.”
Betyder det så, at fagforeninger, fordi de er domineret af fagbureaukrater, ikke kan bruges til noget? Absolut ikke. Det er en ekstrem nødvendighed at have stærke fagforeninger, hvis vi skal forsvare løn- og arbejdsvilkår. Og des mere demokratisk og lydhørt et fagforeningsbureaukrati er, des mere plads er der til selvstændig aktivitet blandt menige medlemmer. Folk lærer også en masse om at organisere sig og vinde diskussioner om småt og stort, på arbejdspladser og på tværs af dem, ved at være aktive i fagforeninger. Samtidig er der også nogle situationer, hvor fagbureaukratiet selv er truet på deres stilling i samfundet og tillader og endda opmuntrer til aktivitet, sågar strejke og, i højspændte situationer som Påskekrisen i 1920, generalstrejke.
Fagbureaukrati under OK18
En af disse situationer var under OK 2018, hvor fagtoppen følte, at de var under angreb fra den borgerlige Løkke Rasmussen-regering pga. regeringens udspil om at fratage de statsansatte den betalte frokostpause, en lønramme som ville betyde reallønsnedgang, og der var også en uløst strid med lærerne om arbejdstidsaftalen (et stridspunkt fra lockouten i 2013).
Derfor stod de sammen på tværs af stat, kommuner og regioner og indgik en musketer-ed om, at ingen skulle efterlades på perronen. De forhandlede sammen (eller koordineret dem) og de indkaldte til landsdækkende tillidsmandsmøder, hvor tusindvis af tillidsfolk fra alle sektorer på det offentlige arbejdsmarked deltog. En magtdemonstration med en stærk signal effekt overfor de offentlige arbejdsgivere). Det viste, at når det skal være, så kan fagbevægelsens top vise styrke. Det betød, at der var en stemning blandt offentligt ansatte om at stå “skulder ved skulder”, og en betydelig minoritet deltog i en eller anden form for aktivitet langs vejene eller på demonstrationer.
Men det var hele tiden under fagbureaukratiets kontrol. Fagbureaukratiet kan dog kun fungere som sådan og forsvare sin eksistensberettelse (og høj løn og gode arbejdsvilkår), hvis de får lidt fra arbejdsgiverne. Hvis de hele tiden bliver trynet af arbejdsgivere eller holdt udenfor forhandlinger om politiske løsninger som vedrører social- og arbejdsmarkedspolitik, ville de kontingentbetalende medlemmer over tid sætte spørgsmålstegn ved deres værd. Derfor bliver de også nødt til at sætte sig i respekt hos arbejdsgiverne en gang imellem. Samtidig er de bange for, at den ånd, de så har sluppet ud af flasken, skal kan ramme dem i nakken i form af selvstændig aktivitet i arbejderklassen, uden om fagbureaukratiet.
I sidste ende lod de så alligevel lærerne i stikken. De reddede frokostpausen og reallønnen (lige knap og nap) men den rigtigt hårde nød, som ville have været en kæmpe nederlag for Løkke-regeringen (og S og SF), hvis det var lykkedes at annullere resultaterne af lærer-lockouten i 2013, lod de være. Begge dele af fagbureaukratiet, både højre og venstre, deltog i dette tilbagetog. Og det viser netop, at fagbureaukratiet holder sammen mod de almindelige medlemmer, hvis de vurderer, at det er hensigtsmæssigt for dem. Så i stedet begyndte de at snakke om, at man “ikke kunne få plejehjemsassistenter til at strejke for de højt betalte lærere” og lignende fag-chauvinistiske argumenter. Solidariteten blev skiftet ud med splittelse.
Socialister og fagbureaukrati
Socialisters holdning til faglige ledere bør følge den linje, som en aktiv arbejdergruppe formulerede allerede i 1915. Langs den skotske flod Clyde var der mange skibsværfter, og den tidligere omtalte skotske socialist Gallacher var med til at oprette en fagopposition indenfor skibsbyggerfagforeningen, kaldet Clyde Workers Committee. De skrev i en erklæring:
“Vi vil støtte alle faglige ledere så længe, de oprigtigt repræsenterer arbejdernes interesser, men vi vil handle uafhængigt og med det samme, de ikke repræsenterer arbejdernes interesser.”
Denne vinkel kræver, at socialister i fagforeninger accepterer, at fagbureaukratiet er ikke vores naturlige ven. De har en interesse i det bestående system (forhandling indenfor kapitalismen) og vil bekæmpe alle ansatser til selvstændige aktiviteter udenom dem. Nogle gange kan de være vores allierede i specifikke situationer, som for eksempel OK18, men kun noget af vejen, og de skal aldrig stoles på.
Derfor er opgaven at styrke dannelsen af faglige klubber overalt, hvor man er, tale sammen på tværs af fagene og være parat til at handle selvstændigt, når fagbureaukratiet trækker sig. Dermed kan man kæmpe for arbejderens sag og ikke bureaukratiets interesser.
