Protester begyndte i gas- og olie områderne i de vestlige regioner, især i Zhanaozen, en by med en rig tradition for arbejdskampe. Her strejkede arbejdere i mineindustrien i 2011, hvorefter myndighederne slog hårdt ned og skød på arbejdernes demonstrationer. Dengang blev snesevis af arbejdere dræbt i Zhanaozen.
Da der ikke var vilje fra regeringens side til at give indrømmelser, begyndte protesterne at sprede sig til andre byer som Aktau, Zhanaozen, Atyrau og derfra videre til hele Kazakhstan. Indtil nu er byer som Uralsk, Aktobe, Kostanay, Nur-Sultan, Pavlodar, Taraz, Shymkent og Kyzylorda blevet ramt af uroligheder. Den mest voldelige konfrontation fandt sted i den sydlige by Alma-Ata.
Da regeringen gik med til igen at sænke gaspriserne i de vestlige regioner, var det allerede for sent. Ikke kun fordi protesterne havde spredt sig til næsten alle regioner i landet, men også fordi demonstranterne havde udvidet deres krav, som nu dækker en lang række sociale og politiske forhold. Her er en ufuldstændig liste over kravene fra arbejderne i Kasakhstan:
- En ændring af det politiske styre
- Fjernelse fra af Nazarbayev og alle hans støtter fra magten, inklusive den nuværende præsident for landet Tokarev
- Folkevalg af borgmestre og guvernører i hver by og region. I øjeblikket udpeges de af præsidenten.
- Ingen retsforfølgelse af civile og politiske aktivister
- Sænk priserne på boliger og forsyningstjenester.
- Sænk prisen på fødevarer
- Forhøjelse af lønnen for alle arbejdere
- Forhøjelse af sygedagpenge
- Forhøjelse af pensioner
Protesterne voksede
Da myndighederne ikke imødekom alle, eller i det mindste de fleste af demonstranternes krav, begyndte protesterne at eskalere til åbent oprør. Situationen for Kasakhstans regering blev også forværret af en national strejke i mineindustrien.
Dette oprør er meget voldsomt. De oprørske arbejdere stormer administrative bygninger, afvæbner og fanger medlemmer af nationalgarden og statspolitiet, beslaglægger håndvåben fra våbenlagre, bygger barrikader og organiserer gadepatruljer.
Dette er især tydeligt i Almaty, en af landets største byer. Her angreb og brændte oprørerne byens rådhus, satte ild til præsidentens bolig og forsøgte at storme byens politiafdeling og militærakademiet. På et tidspunkt forlod sikkerhedsstyrkerne byen.
Statspropaganda anklagede oprørerne for plyndring. Men de oprørske arbejdere organiserede selv patruljer for at identificere tyvene og stoppe plyndringerne på stedet. Der er ubekræftede rapporter om, at myndighederne bevidst har løsladt fanger fra fængslet med det formål at sætte gang i plyndringerne.
Det er værd at nævne, at præsident Tokarev gav nogle indrømmelser efter et stykke tid: han udstedte et dekret om reduktion og fastsættelse af gaspriser, opløste regeringen, afskedigede Nursultan Nazarbayev fra posten som formand for Sikkerhedsrådet og tog denne post selv. I øjeblikket skjuler Nursultan Nazarbayev sig med sine døtre i Rusland.
Den nuværende præsident Tokarev ikke har nogen konkret plan for at gennemføre reformer og imødekomme oprørernes krav. Derfor fortsætter oprøret.
Det er et vigtigt faktum, at nationalgarden og politienheder delvist stiller sig på oprørernes side. Der er talrige vidnesbyrd om bevæbnede vagtfolk og politifolk, der nægter at bruge magt mod arbejderne, nogle af dem slutter sig til demonstranternes rækker, og en af enhederne er gået over til oprørernes side sammen med deres pansrede køretøjer.
Kontrarevolutionær intervention fra Rusland og dets CSTO partnere.
Begivenhedernes fart og voldsomhed gjorde det klart for Tokarev, at det ikke var muligt at klare situationen ved hjælp af egne styrker. Derfor kontaktede han den 5. januar præsident Putin fra Den Russiske Føderation og præsident Lukashenko fra Republikken Belarus, hvorefter han sendte en officiel appel til CSTO om at gribe ind i situationen og genskabe stabiliteten i landet. Men eftersom CSTO er en kollektiv sikkerhedstraktat mod eksterne trusler, var Tokarev nødt til at beskylde oprørerne for at være organiseret af udenlandske kræfter, terrorister udefra. Hviderusland, Tadsjikistan, Armenien og Kirgisistan er semi-kolonier af Rusland og indtager en underordnet position i forhold til den russiske imperialisme.
Oprørerne i Kasakhstan har brug for bred støtte og solidaritet.
Solidaritet med opstanden i Kazakhstan.
af Paul Murphy, People Before Profit TD i Ireland, RISE. Oversat og forkortet af Lene Junker.
Vi, socialister, fagforeningsfolk, menneskerettighedsaktivister, antikrigsaktivister og organisationer har set opstanden i Kazakhstan siden 2. januar med en følelse af dyb solidaritet for arbejderne. De strejkende oliearbejdere, minearbejdere og demonstranter har været udsat for en utrolig undertrykkelse. Politiets og hærens fulde kraft er blevet sluppet løs mod dem. De er instrueret i at ‘skyde for at dræbe uden varsel’. Over 160 demonstranter er blevet dræbt indtil videre, og mere end 8.000 er blevet arresteret.
Vi afviser magthavernes propaganda om, at denne opstand er et produkt af “islamiske kræfter” eller USA-imperialismens indblanding. Det er der ingen beviser for. Det er den sædvanlige svar for et upopulært regime – at skyde skylden på ‘udefrakommende’ kræfter. I virkeligheden er protesterne udløst af stigningen i brændstofpriserne. Dette var halmstrået, der knækkede kamelens ryg, i et land, hvor enorm olierigdom eksisterer side om side med frygtelig fattigdom og udbytning. Det er også resultatet af et brutalt diktaturs knusende vægt på folks rygge. Dette regime har likvideret alle oppositionspartier, fængslet og tortureret fagforenings- og menneskerettighedsaktivister og var ansvarlig for en massakre på strejkende oliearbejdere i Zhanaozen for ti år siden.
Alle de store kapitalistiske magters holdning er klar. Putin står fuldt ud bag regimet. Den kinesiske præsident Xi Jinping annoncerede også sin støtte til Kasakhstans regering. Den amerikanske administration har opfordret til “tilbageholdenhed fra både myndighederne og demonstranterne”. EU har ligeledes opfordret demonstranter til at “undgå enhver tilskyndelse til vold”.
Ikke overraskende prioriterer de alle ’stabilitet’ for deres olieselskaber, som nyder godt af udnyttelsen af naturressourcerne og kasakhiske arbejdere.
Som svar på de kapitalistiske regimers klassesolidaritet reagerer vi med arbejderklassens solidaritet og forpligter os til at rejse følgende krav i vores fagforeninger, parlamenter og organisationer:
- Solidaritet med dem, der rejser sig mod diktaturet i Kasakhstan
- Slut med undertrykkelse af protesterne
- Frigiv alle de tilbageholdte demonstranter og politiske fanger
- Nej til russisk og CSTO-intervention – træk tropperne tilbage nu
- Nej til EU’s og USA’s hykleri, der sidestiller massernes oprør med regimets brutale vold
- Ned med diktaturet
- Støt opfordringen fra oliearbejdere til at nationalisering af olien og de større industrier under arbejderkontrol
- Støt opbygningen af en uafhængig fagbevægelse og socialistisk bevægelse i Kasakhstan
