Covid-19 krisen stiller sig op ved siden af lange rækker af andre kriser: Tørke-krisen i store dele af Afrika og Australien, den økonomiske krise [1], som var undervejs længe før Covid-19 pandemien dukkede op, klimakrisen [2], som bare bliver ved på trods af alle forsøg på at begrænse den, fedme-krisen [3] på grund af den elendige forarbejdede mad, som lavtlønnede tilbydes, sult-krisen [4] i dele af den 3. verden, trivsels-krisen [5] blandt ungdommen og stress-krisen[6] især blandt offentlige ansatte. Listen er lang, og det har fået nogen til at kalde det 21. århundrede for ”katastrofernes tidsalder”.
Neoliberalismens krise
Men alle disse ”kriser” har et ophav. Det har et navn. Det er den verdensomspændende kapitalistiske markedsøkonomi, som for længst har nået sin udløbsdato, men som en zombie (en levende død) ikke desto mindre marcherer videre og hærger, fordi ingen endegyldigt vil tage livet af den. Dennes politiske overbygning, som har hersket siden midt i 80’erne – neoliberalismen, som blev skabt på baggrund af den dybe økonomiske krise, som fra 1973 fulgte efter ophøret af efterkrigstidens gyldne periode for kapitalismen i 50’erne og 60’erne – er også i dybe krise. Op til 2016 kunne denne verdensorden vakle videre, efter finanskrisen havde sendt den til tælling, men i 2016 kom regningen. Trump blev valgt over den ærke nyliberale Clinton. Der kom imidlertid også modsatrettede bevægelser: For samme år valgte et snævert flertal af briter at vælge Brexit imod hele the establishment. Macrons sejr i præsidentvalget i Frankrig i 2017 synes at pege i neoliberalismens favør, men blot et år senere marcherede de Gule Veste i gaderne og trængte hans ”reformer” i knæ.
Baggrunden for krisen i 2016 var, at det var ”pay back time” for hvem der betalte for, og hvem der tjente på finanskrisen. Kort sagt, så betalte arbejderklassen med arbejdsløshed, løntilbageholdenhed og fattigdom for en betragtelig minoritet, som skulle hutle sig igennem tilværelsen med lavtlønnede jobs eller slet ingen. Mens uligheden steg og steg. Udsigten til forandring igennem det højtbesungne ”opsving” blev mere og mere usandsynlig. Hvor der i 2010 (to år efter finanskrisen) var en årlig vækst i den globale økonomi på 5,4 %, var den i 2016 3,4 %, og i 2019 under 3 % (2,9 %). En stor del af denne vækst var Kinas vækst. Men Kinas vækst har siden været under opbremsning i flere år, og oplever nu en minusvækst [7]. Så denne udvej bliver mere og mere begrænset.
Revolutionens tidsalder?
Lenin har engang sagt, frit fortolket, at revolutioner kommer, når de besiddende ikke længere evner at fortsætte med at regere på den gamle måde, og når de besiddelsesløse heller ikke længere vil regeres på den gamle måde (fra Venstre-Kommunismen – en børnesygdom. Kap 9). Det er helt tydeligt, at ”katastrofernes tidsalder” er sådan en periode – optakten til en revolutionær periode. Historisk set er revolutioner altid indtruffet, når disse betingelser er til stede. Det nyeste eksempel er Østeuropa i 1989, hvor den herskende klasse ikke længere var i stand til at fortsætte, og hvor de, der var underlagt de hidtidige herskere, gjorde oprør. Systemet var rådnet op indefra. Det tog kun Gorbatjovs forsikring om, at den sovjetiske hær ikke ville intervenere militært, førend korthuset faldt. Noget lignende skete i den franske revolution to hundrede år før. Det korrupte enevælde kunne simpelthen ikke længere rumme det fremstormende liberale borgerskab, og det gamle ” ancien regime” kollapsede på få dage. Og der er talrige andre eksempler.
Det er derfor magtpåliggende, at socialister kender den tid, de lever i, og finder de svar, som millioner og atter millioner tørster efter. Et svar som, netop ikke er mere af det samme, eller som blot består af små reparationer af de værste fejl ved markedsøkonomien, men som går til biddet og erkender, at kun ved at ændre strukturelt ved kapitalismens indre funktioner vil vi kunne undgå katastrofen.
Neoliberalismens fallit
Alle de grundlæggende politiske og økonomisk svaghedstegn, som kendetegner den kriseramte nyliberale verdensorden, er blevet udstillet i de sidste to måneder. De mangelfulde sundhedsvæsener i de udviklede lande var helt uforberedte på corona-pandemien. Årelang neddrosling af sundhedssektoren har sin pris. En neddrosling, som udgår fra neoliberalismens idé om at gøre velfærdsstaten konkurrencedygtig. Og så vidt muligt sælge alle de ting, som private firmaer kan tjene penge på. For eksempel i Danmark, hvor statens vaccine center blev solgt. Disse besparelser, privatiseringer og effektiviseringer betød ikke blot, at kapaciteten ikke var til stede til at modtage de mange Covid-19 syge på én gang, men at man ikke engang havde et beredskab, som var i stand til at kunne møde en pandemi. Med fuldt overlæg afviste folketinget i både 2018 og 2019 bevillinger til Sundhedsstyrelsen, så den ville kunne købe værnemidler til lager.
Markedets såkaldte “usynlige hånd” blev endnu mere usynlig under pandemien. Staterne måtte endnu engang hjælpe privatkapitalismen ud af dennes krise. Atter engang blev der kastet milliarder efter virksomhederne. Den samme medicin, som man brugte i 2007/8, er blevet brugt igen. Denne gang i en langt mere omfattende form. Hvis der er en økonomisk lære, vi kan uddrage af det skete, er det, at privatkapitalismen ikke kan overleve, uden at staten holder hånden under den.
Den globaliserede fødevareindustris produktion (herunder den industri, som sælger vilde dyr som fødevarer, dvs. flagermus og skældyr, der var bærere af corona-virussen) skabte betingelserne for pandemien. Og den globaliserede handel og den internationale produktions forsyningskæder klarede virus-spredningen globalt. Kapitalismen skaber på den ene side ufattelige rigdom og vækst – men samtidig smadrer den på den anden side kloden, mens den gør det. Covid-19 pandemien er blot et eksempel på, hvordan den kapitalistiske markedsøkonomi med dens krav om blind vækst ødelægger naturen og dermed også os mennesker.[8]
Stigende ulighed
I stor udstrækning kommer det til at betyde øget ulighed, da de fleste hjælpepakker handler om, at centralbankerne opkøber virksomhedsobligationer for at redde dem. Jay Powell – chef for verdens mest magtfulde centralbank, den amerikanske Federal Reserve – sagde for nylig, at uligheden kommer til at stige. Den allerede groteske ulighed, hvor de 2.000 rigeste personer i verden har lige så meget i personlig formue som 60 % af verdens befolkning, vil blive endnu mere grotesk. De rige bliver helt bogstaveligt rigere, mens fattigdommen vil stige betragteligt. Alene arbejdsløsheden, der er det mest konkrete eksempel på Covid-19 krisen, vil betyde øget ulighed. Millioner vil miste deres levebrød, og mange vil blive tvunget fra hus og hjem. I Danmark kan vi forvente, at arbejdsløsheden allerede i 2020 vil stige til over 300.000. Og det værste kommer i 2021. [9]
Inter-imperialistisk rivalisering
Den inter-imperialistiske rivalisering har ikke aftaget, men er tværtimod blevet intensiveret under krisen. USA har fortsat sin kampagne rettet imod Kinas økonomiske opstigning. Både retorisk ved at kalde Covid-19 en ”kinesisk virus”, men også ved nu at ville tvinge alle de firmaer, som handler med USA, og som har Huawei (eller andre kinesiske teknologier) i deres produkter, til at udskifte dem. Det vil lægge et kæmpe pres på Huawei og derigennem på Kinas økonomi, som i forvejen er i tilbagegang. Denne handelskrig kan nemt udarte til at blive en konfrontation, som kan få en militær karakter, også selvom Kina forsøger at neddæmpe den konfrontative retorik, som flyder frem og tilbage over Stillehavet.
Alt imens fortsætter andre konflikter og krige under Covid-19 krisen. Blandt andet har Rusland og Syriens Assad, ifølge Amnesty International, genoptaget bombningen af Idlib provinsen i Syrien, hvor resterne af modstanden mod Assad i den nu 9 år lange borgerkrig holder til. Og heller ikke i Yemen er blodsudgydelserne stoppet. Saudi Arabien fortsætter sin bombning af civile mål i de områder, hvor oprørerne har kontrollen. Røde Kors kalder det den værste humanitære krise i nyere tid. Hele befolkningen sulter. Det danske firma Terma fra Århus bidrager til krisen ved at levere radar til saudiernes krigsmaskine.
Styrkelse af nationalstaten kontra internationalt samarbejde
”Samfundssind” eller anstændig og ansvarsbevidst opførsel, som har kendetegnet almindelige menneskers ageren under krisen, er ikke slået igennem i for eksempel EU. Tværtimod har nationalismen blomstret, og hvert land hytter sit eget skind. Det gælder også i forhold til hjælpen til den fattige 1/5 del af verdens befolkning, som dør som fluer pga. sult, som er det indirekte resultat af den omfattende økonomiske krise, som kommer til at hærge verden i de kommende måneder og – ifølge Jay Powell fra USA’s føderale centralbank – år.
Racismen og fascismen, som vendte tilbage med stor kraft efter Trumps sejr i 2016, men hvis ideologi har været brugt i mange år i specielt de vestlige lande, er kun blevet forværret under Covid-19 krisen. Denne gang bliver den brugt mod kineserne. Men den bærende søjle i højreekstremismen i Vesten mod Islam vil fortsætte med uformindsket styrke. Ikke en tomme viger den danske socialdemokratiske regering, med integrationsminister Tesfaye i spidsen, under corona-krisen. Skal danske børn fra lejre i den kurdiske del af Syrien eller uledsagede børn på de græske øer have lov til at komme til Danmark? Svaret er benhårdt – nej! Den national-konservative alliance består.
De internationale organisationer, som FN skulle agere som et koordinerende organ for i sådan en krise, har endnu en gang vist, at de blot er summen af de nationale staters (og specielt de dominerende imperialistiske staters) interesser, og derfor har de været handlingslammede. En fornuftig og samarbejdende verden findes ganske enkelt ikke.
Hvem skal betale for Covid-19 krisen?
Alt dette rejser myriader af spørgsmål. Det er uundgåeligt, at der både vil være en økonomisk og en politisk regning, som skal betales. Men hvem skal betale den? Hvad er de alternativer, som bliver præsenteret for os? Og hvad skal socialister argumentere for?
Det første og ubetinget det mest mainstream argument for at redde kapitalismen er ”business as usual”. Dvs., vi skal først lige overstå en “lille” recession (på ca. 7 % minusvækst i 2020 i gennemsnit for hele EU-området), men derefter er det tilbage til det økonomiske spor fra før Covid-19. Man forsøger at komme ud af recessionen ved at kaste en masse penge både efter forbrugerne (ved forskellige skattelettelser) samt efter firmaerne (ved billige lån og udskydelser af momsbetaling og lignende). Det er altså baseret på en idé om, at folk vil forbruge som før Covid-19 (og forhåbentlige mere), og at firmaer vil investere i samme omfang. Væksten skal fortsætte!
Problemet er imidlertid, at forbrugsmønstret allerede før Covid-19 var for nedadgående, og investeringerne ligeså. Så en tilbagevenden til før tiden Covid-19 er ikke særlig realistisk, da verden under alle omstændigheder var ved at glide ind i en recession. Arbejdsløsheden er fordoblet i Danmark (og vil sandsynligvis stige endnu mere, efter at hjælpepakkerne udløber), og det er illusoriske at tro, at folk vil forbruge på samme niveau som før – og slet ikke mere. Dertil kommer, at der er en øget gældsætning for mange landes vedkommende – herunder Danmark – som sammen med den gigantiske gæld i de private selskaber vil gøre det mere end tvivlsomt, om den recession, som Jay Powell fra den amerikanske centralbank Federal Reserve bemærkede, vil blive kortvarig. Så ”business as usual” vil komme til at betyde ”business as usual – but worse”. Mette Frederiksen har allerede antydet, at vi ikke skal “forvente” en velfærd som før krisen. Underforstået: Det vil blive værre. Det afspejles også i de nyligt indgåede aftaler med hhv. regionerne og kommunerne. Den stramme budgetstyring vil fortsætte. Budgetloven fra 2012, der lægger et loft over de offentlige budgetter, fastholdes. Hvordan finansminister Nicolai Wammen kan love, at der vil være penge til daginstitutioner, uddannelse og sundhed, er en gåde.
Keynesianisme
Den anden ”løsning”, som præsenteres for os, overlapper lidt det første bud (der som nævnt består i at kaste penge efter forbrugerne og de private selskaber) ved, at der er mange toneangivende organisationer og økonomer, som ud fra et vækstdogme argumenterer for massive statslige investeringer. Det gør Dansk Industri og Dansk Erhverv, men også en række folk, som traditionelt har argumenteret for at gå væk fra den nyliberale tænkning (der som udgangspunkt ønsker, at staten overlader så meget som muligt til det private), ved i stedet at satse på at få staten til at trække økonomien i gang. Men kan statslige penge få bugt med den negative vækst og få gang i kedlerne igen? For at svare på, om en statsligt understøttet opgang efter nedgangen vil have en realistisk chance, bliver vi nødt til at kigge på, hvordan den globale økonomiske situation så ud før Covid-19. Den internationale valutafond IMF vurderer, at væksten for de største økonomier i verden kun var på gennemsnitligt 1,6 %. Dvs. under de magiske 2 %, som kun lige akkurat er nok til at opsuge befolkningstilvæksten og sørge for nyinvesteringer. Ellers vil man have en stagnerende økonomi med tendens til recession. Årsagen hertil er, at på trods af de store statsintervention efter Finanskrisen samt på trods af de meget lave renter investerede virksomhederne ikke tilstrækkeligt til at sætte gang i et større opsving. Profitraten ved nye investeringer stod simpelthen ikke mål med risikoen. Man humpede videre uden at komme tilbage til de vækstrater, som var gældende før Finanskrisen i 2008/9.
Men der er også et mere grundlæggende problem med strategien: Ved at afsætte ressourcer i samfundet til statslige investeringer trækker man kapital, som ellers ville kunne have været underlagt profitmotivet, ud af ligningen. Det skal forstås på den måde, at hvor mindre statslige investeringer kommer til udbetaling i form af finanspolitiske lettelser (dvs. mindre skat, moms og afgifter) til kapitalisterne, så vil de direkte statslige investeringer derimod virke som en bremse på den private investeringslyst – som overtages af staten – og dermed faktisk hæmme væksten i økonomien! Det er også det, som kapitalismen rendte ind i 1970’erne, hvilket banede vej for det nyliberale korstog i 1980’erne og frem. Så selv om det er rigtig godt, at der investeres fra statslig side – og specielt hvis det forbindes med en forhøjelse af dagpengene og andre foranstaltninger, som flytter penge fra kapitalen til arbejderne, for at redde systemet – så er det desværre en dårlig idé set fra det kapitalistiske systems side. [10]
Demokratisk Keynesianisme
Det tredje bud er ubetinget det mest attraktive. Det repræsenteres herhjemme af Enhedslisten igennem Pelle Dragsted, og internationalt gennem den franske økonom Thomas Piketty (og 3.000 andre forskere og økonomer verden over). De argumenterer i et manifest for en gennemgribende demokratisering af kapitalismen, dog uden at de bryder med de grundlæggende mekanismer i markedsøkonomien. Deres idé er at gå meget videre end medarbejderrepræsentanter, og som modydelse for statslige støtte under Covid-19 krisen (men ideen var der allerede før) at forlange, at organisationer og medarbejdere får virkelig indflydelse på firmaernes investeringer og virke. På denne måde mener de, at de kan forhindre kasinokapitalisme og hvidvaskning, skattefiduser og deslige, samtidig med at de kan sikre bæredygtige investeringer og etiske standarder for arbejdsbetingelser for de ansatte, også i Asien.
Det ”økonomiske demokrati” (ØD), som i 1970’erne var et flagskib for det daværende LO (det nuværende Fagbevægelsens Hovedorganisation), har dog et grundlæggende problem. Hvordan forhindrer man, at medarbejderrepræsentanter i firmaets bestyrelse og besluttende organer ikke bare kommer til at overtage den måde, kapitalismen fungerer på? For det er nemlig ikke ulighed og miljøsvineri, som er grundstenen i kapitalisme. Det er i stedet konsekvenser af markedsøkonomien – men det er ikke drivkraften. Drivkraften er i stedet konkurrencen på et marked, hvor profitmaksimering ikke er et privat anliggende om at blive rige, men en betingelse for at overleve i markedet. Så uanset hvor sympatiske disse tanker er – og de skal støttes kritisk – så løser det ikke systemets grundlæggende problemer.
Hvordan skal kampen mod neoliberalismen føres?
Konsekvenserne af neoliberalismen har ikke fået lov til at stå uimodsagt i de sidste 25 år. Der har faktiske været tre store bølger af protester, som også har resulteret i revolutioner og ændringer i de samfund og områder, hvor de har fundet sted.
Den første bølge foregik fra sidst i 1990’erne og op i 00’erne. Den var kendetegnet ved et oprør mod privatiseringer, velfærdsreformer” dikteret af den nye nyliberale politik – både dem som var gennemført af demokratisk valgte regeringer i Vesten, men også af ikke så demokratiske regeringer, for eksempel i Latinamerika, hvor de blev dikteret af IMF og Verdensbanken. Oprørerne skabte det, som kaldes de ”sociale forummer”, hvor alternativer til neoliberalismen blev formuleret. Det førte til massive protester verden over på de steder, hvor især G8- og G20-landene [11] holdt topmøder. I Göteborg, Genua, Edinburgh, Rostock, London og Hamborg, hvor disse møder fandt sted, skulle mødedeltagerne beskyttes af bevæbnet politi i tusindvis, og flere blev dræbt.
Demonstrationerne og opmærksomheden om G8 og G20ørte til massiv kritik af, hvordan konsekvenserne af neoliberalismen bliver udmøntet verden over og specielt i Latinamerika. En række bevægelser sprang ud af kritikken og skabte “Den Lyserøde Revolution” i Sydamerika. Specielt i Venezuela, Ecuador og Bolivia førte det til revolutioner og systemskifte, dog uden at sparke borgerskabet ud. Men anti-kapitalismen var igen på dagsorden.
Occupy-bevægelsen og det arabiske forår
Næste gang kapitalismen var i krise under den såkaldte ”Finanskrise” i 2007/8, førte det til den anden bølge af protester og oprør. Disse strakte sig over flere år og i flere forskellige dele af verden, og nye former for protester blev skabt. Det startede med “Occupy Wall Street”- bevægelsen i 2011 i USA, hvor tusindvis af folk besatte Wall Street med telte i protest mod finanskapitalens ageren op til krisen, hvor de solgte billige boliglån til fattige folk, som ikke kunne betale tilbage. Men også mod den stigende ulighed, som neoliberalismen skabte. Occupy-bevægelsen nåede ud til store dele af verden, og blandt andet førte det til Indignados-bevægelsen i Spanien, som blev til en massebevægelse, som forsvarede folk, som var ved at blive smidt ud af deres bolig pga. arbejdsløsheden. Og i Grækenland, hvor venstrefløjspartiet Syriza fik regeringsmagten i 2015 på baggrund af en omfattende massebevægelse og protester som følge af landets gældskrise. Men ”pladser” blev også besat andre stedet som i Tyrkiet og Ukraine i de efterfølgende år.
Det vigtigste oprør under det Arabiske Forår i 2011-13 [12] (hvor borgerkrigene i Syrien og Yemen fortsætter som en af udløberne af oprøret) var oprøret i Egypten, der var stærkt præget af den nyliberale politiks konsekvenser. Ligesom Occupy-bevægelsen i USA havde besat pladser, og ligesom Indignados-bevægelsen i Spanien havde gjort det samme, var noget af det mest karakteristiske for den egyptiske opstand besættelsen af Tahrir-pladsen i Cairo. Bevægelsen blev så stor, at den bragte diktatoren Mubarak til fald, men desværre formåede den ikke at bringe systemet bag diktatoren til fald. I stedet kom det reformistiske Muslimske Broderskab til magten, og det fik ikke ryddet ud i militæret, men blev i stedet selv offer for en blodig kontrarevolution, som stadig er ved magten. – Men ellers, efter at protesterne uundgåeligt ebbede ud, blev der skabte politiske partier og bevægelser à la Syriza. For eksempel Podermos i Spanien, som voksede ud af plads bevægelsen Indignados, samt Bernie Sanders i USA, som fangede en stemning både i 2016 og i fjor. Jeremy Corbyns sejr i kampen om lederskabet i Labour Partiet i Storbritannien i 2015 og Enhedslistens valg opbakning i Danmark tæller med i denne bølge af protest. Desværre har de alle som en måtte bøje nakken overfor neoliberalismen. Enten som følge af modstand fra højrekræfter i Labours Parlaments gruppen, som Corbyn, eller ved at tilpasse sig krisepolitikken som Syriza og Podermos. Og mon ikke Enhedslistens bevægelse væk fra den radikale aktivistiske socialisme også er udtryk for noget af det samme.
2019 – et år i oprørets tegn
Den tredje bølge startede, da De Gule Veste [13] indledt deres oprør i Frankrig i efteråret 2018. Den [14] for alle dem. som neoliberalismen har “efterladt på perronen”. De Gule Veste viste meget hurtigt, at de ikke kunne spændes for en racistisk vogn og blev uhørt populære i den franske befolkning. På trods af hærværk og dårlig presseomtale fastholdt de opbakningen hele vejen ind i 2019. Fordi de udtrykte et opgør med uligheden og uretfærdigheden.
Omtrent samtidig fandt et oprør sted i op imod 30 lande i 2019. Fra Algeriet og Sudan i Afrika til Hongkong i Asien, til Puerto Rico, Chile, Ecuador og Colombia i Latinamerika, til Libanon og Egypten (igen) i Mellemøsten og til Catalonien i Europa (ud over de Gule Vestes fortsatte protester).
Disse oprør og protester har ikke det samme ophav og fokus. Noget handlede om demokrati (Hongkong), noget om selvstændighed (Catalonien), mens mange andre oprør på overfladen handlede om billetpriser eller fødevarepriser. Som et slogan i det chilenske opgør lød: ”det handler ikke om 30 pesos, men om 30 år”. Det betyder, at bag ved den gnist, der på overfladen udløste oprøret, gemte der sig ophobede spændinger om samfundets indretning. Den voldsomme ulighed, den konstante undergravning af velfærd – og mange steder befolkningens oplevelse af eller frygt for regimets brutale måde at styre på – for eksempel i Algeriet og Sudan.[15] I de to sidste tilfælde blev regimet nødt til at udskifte præsidenten for at fastholde borgerskabets magt.
Corona-krisen har lagt en stor dæmper på disse revolutioner, oprør og protester, men på det seneste har lock-downs ikke forhindret en genopblusning af protesterne mod et af de mest ulige samfund i verden, Libanon. Mens Kinas fortsatte forsøg på at indlemme de demokratiske kræfter i Hongkong, har for nylig ført til yderligere protester. Og senest har politibrutalitet og racisme i USA, med Georg Floyds drab under en anholdelse for åben skærm, ført til en omfattende, hovedsagelig ung, global massebevægelse. I København d. 7. juni var der 20.000 på gaden i protest. Det er den største anti-racistiske demonstration nogensinde i Danmark. Det er som om vreden, som var stor i forvejen, har fået et spand kul her under Covid-19.
Svagheden i alle disse bølger af protester
Vi kan konstatere, at den ny liberale verdensorden dels er truet indefra, da dens organisationer og styreform krakelerer under det voldsomme og stigende pres fra et system, som er ved at gå i opløsning. Her kommer vi til at tænke på Lenins ord om, at ”de besiddende ikke fortsat kan vedblive med at regere på den samme måde”. På den anden side er der oprør og utilfredshed overalt, derfor oplever vi (med Lenins ord), at ”de besiddelsesløse ikke længere vil reageres på samme måde”. Problemet er imidlertid, at protestbevægelserne hele tiden render ind i det problem, at de dels er afgrænsede indenfor den enkelte nationalstat, samt at de enten bliver slået brutalt ned, eller at deres ledere bliver opslugt af systemet. Lenin beskrev den nuværende situation meget præcist: ”Ikke enhver revolutionær situation….giver anledning til en revolution; revolutioner opstår kun ud fra en situation, hvor de objektive ændringer ledsages af en subjektiv ændring, nemlig den revolutionære klasses evne til at udføre revolutionære masse handlinger, der er stærke nok til at byde den gamle regering trods (eller fjerne den), en regering som aldrig, ikke engang i en kriseperiode, ”falder”, hvis ikke den væltes”. (The collapse of the second International. 1915).
Der er megen læring at hente i det Arabiske Forår og i dag, både i de oprør, som finder sted nu og som har fundet sted i 2019. Asef Bayat har i hans bog ”Revolution without revolutionaries” (2017) studeret forskellen på den iranske revolution i 1979 og det Arabiske Forår i 2011-13. Han skriver ”Hovedpersonerne (i det arabiske oprør) var rige på taktikker, men fattige på visioner og strategier for forandring. De evnede ikke at forestille sig former for organisationer og styring, som afviger fra dem, de lavede oprør imod. De adskilte konceptuelt økonomien fra de aspekter af den politiske orden, de forsøgte at forandrer. Og de tilbød næsten ingen forklaring på, hvordan statsmagten virkede, eller hvordan det kunne transformeres”. Med andre ord: Oprørerne havde ikke en idé om at udskifte det bagvedliggende økonomiske system, men nøjedes med en politisk revolution. Men der er brug for en social revolution, som ændrer den måde, samfundet fungerer på.
Forvandling af katastrofernes tidsalder til en optakt til revolution [16]
Arbejderklassen har været på scenen i det Arabiske Forår – specielt i Egypten – og også i oprørerne i 2019, men ikke som den dominerende aktør. Arbejderklassen har mere spillet en rolle i kulisserne. I Hongkong ser aktivisterne arbejderklassen som nogen, man kan kalde på, når man er i knibe for at lægge pres, men ikke som en selvstændig klasse med egne interesser. Der er mere tale om en statistrolle. Men hvis oprørerne ikke blot skal føre til en politisk, men også en social revolution, er det nødvendigt, at arbejderklassen kommer til at spille den dominerende rolle.
Det er der flere grunde til. Den første og mest åbenlyse er, at arbejderklassen har en altdominerende rolle i samfundet, både produktionsmæssigt men også antalsmæssigt. Der er næsten 1,8 milliarder lønarbejdere i verden i dag (mod 1,2 milliarder i år 2.000) og de bor fortrinsvis i byer, hvor 56 % af verdens befolkning bor. Så arbejderklassen er ubetinget den største klasse, den er koncentreret i byerne, og den er udsat for den samme udbytning over hele verden fra typisk de samme selskaber. Hvis arbejderklassen siger stop, så stopper verden.
Men de ideer, som kan samle arbejderklassen til ”revolutionære masse handlinger”, som Lenin taler om, og som kan befrugte ideen om arbejderklassens selvstyre over samfundet, mangler. De revolutionære ledere af oprørerne har ikke nogen ide om muligheden for arbejdernes selvstyre over samfundet igennem arbejderråd. De har ikke nogen idé om, at kapitalismen ikke blot er et økonomiske system, men at kapitalistklassen har skabt statsapparater, som betjener dem og ikke befolkningen. Lige så snart kapitalistklassen er truet på dens ret til at styre samfundet, så bliver staten et værktøj i dens hænder, og militæret og politiet vil blive og bliver brugt.
Disse ideer om, (med Marx’ ord )at arbejderklassens befrielse er dens eget værk og at staten skal udskiftes med en arbejderstat, som tjener hele befolkningen – disse ideer tilhører de revolutionære socialister. Og det betyder, at der er akut brug for disse ideer, og deres rige historie lige fra Pariserkommunen i 1871 til oprørerne i dag. Hvis ”katastrofernes tidsalder” skal blive til en optakt til en ”revolutionens tidsalder”, er der brug for mange flere, som bærer disse ideer over hele verden. Det haster.
[1] http://socialister.dk/kapitalismens-krise-og-covid-19/ og Covid-19: Det forsømte forår og det kommende økonomiske kollaps – Socialistisk Arbejderavis: http://socialister.dk/3233-2/
[2] http://socialister.dk/kan-kapitalismen-reformeres-til-at-blive-klimavenlig/
[3] 2 mia. overvægtige og næsten 800 mio. decideret fede giver en massiv stigning i hjerte-karsygdomme og diabetes i verden: FN’s Fødevare og landbrugs-organisation FAO 2019: http://www.fao.org/asiapacific/news/detail-events/en/c/1239237/
[4] 820 mio. sulter og 2 mia. har svært ved at skaffe den daglige føde: FN’s Fødevareprogram (WFP) 2019: https://www.wfp.org/news/world-hunger-still-not-going-down-after-three-years-and-obesity-still-growing-un-report
[5] Se en kortlægning af mental sundhed blandt børn og unge. En negativ udvikling på alle områder, undtagen mobning. Fælleskommunalt Sundhedssekretariat i Region Syddanmark 2016: https://faelleskommunalsundhed.dk/wp-content/uploads/edagsorden-documents/2afa6715-f2c9-4f3e-b454-edd321b3c1a2.pdf
[6] Verdenssundhedsorganisationen WHO forudser at stress og depression vil blive en af de største sygdomsfaktorer i år 2020. – Omfanget af stress i Danmark: Stressforeningen: http://www.stressforeningen.dk/stress-og-statistik/: I 2018 blev den største stressundersøgelse nogensinde foretaget i Storbritannien af Mental Health Foundation. Krisens meget store omfang og dens årsager blev kortlagt: Konkurrencesamfundet og angsten for ikke at skulle være god nok, angst for gæld, bekymringer om helbred samt om bolig – alt sammen årsager som følge af det nyliberale samfund: https://www.mentalhealth.org.uk/statistics/mental-health-statistics-stress
[7] Se Michael Roberts, The post-pendemic slump https://thenextrecession.wordpress.com/2020/04/13/the-post-pandemic-slump/
[8] Se Jens Riis Bøjsen Sådan skaber kapitalismen virus- og bakterie-epidemierne – Socialistisk Arbejderavis: http://socialister.dk/saadan-skaber-kapitalismen-virus-og-bakterie-epidemierne/
[9] Se Lene Juncker Corona – social ulighed og racisme – en grim cocktail – Socialistisk Arbejderavis: http://socialister.dk/corona-sociale-ulighed-uligheden-sundhed/
[10] Se Michael Roberts, Keynes, the profits equation and the Marxist multiplier https://thenextrecession.wordpress.com/2012/06/13/keynes-the-profits-equation-and-the-marxist-multiplier/
[11] Videoer om demonstrationerne mod G20 og G8 topmøderne:
https://www.youtube.com/watch?v=Y-Tzj7Lq9yw
https://www.youtube.com/watch?v=kdrbaSu-Jzc
https://www.youtube.com/watch?v=kLIfAd5cqio
https://www.youtube.com/watch?v=BVtMzdpHuG4
https://www.youtube.com/watch?v=PU4aZzNef24
[12] Video om oprøret i Egypten 2011. På Tahir Pladsen i Cairo omgivet af kolossale menneskemasser følger videoen den unge kvinde Salma, der på engelsk fortæller om, hvordan hun blev involveret i opstanden: https://www.youtube.com/watch?v=FUt_sEt0TIs
[13] Se http://socialister.dk/gule-veste-demonstrationer-og-blokader-22-december/ og http://socialister.dk/frankrig-kaempestrejkerne-gaelder-liv-eller-doed-for-fagbevaegelsen/
[14] Det globale oprør i 2019 – Socialistisk Arbejderavis med billeder og videoer af alle oprørene, november 2019 http://socialister.dk/solidaritet-med-det-globale-oproer/
[15] Se Anne Alexander, Class, power and revolution I Sudan http://isj.org.uk/class-power-and-revolution-in-sudan/ og Gianni Del Panta, The roots of Algerias crisis http://isj.org.uk/roots-of-algerias-crisis/
[16] Se Joseph Choonara, Socialism in a time of pandemics: http://isj.org.uk/socialism-in-a-time-of-pandemics/
