Identitetspolitik har det seneste årti skabt både vigtige diskussioner og problematiske splittelser på den globale venstrefløj. I denne føljeton forsøger vi at stille skarpt på klassekampens og identitetspolitikkens slægtskab og modsætninger.
”Identitet er væsentlig for vores blotte væren og stiller os overfor vitale spørgsmål: Hvem vi tror, vi er; hvad der definerer os; hvem vi forestiller os, at vi er forbundne med – og måske ligeså vigtigt, hvem vi ikke er, og hvem vi ikke føler en forbindelse med.”
Sådan skriver Yuri Prasad i International Socialist Review (link til denne vigtige artikel følger nederst). I dette perspektiv, fortsætter han, er det ikke svært at se, hvordan sådanne idéer bliver flettet sammen med bredere idéer om race, fællesskab, etnicitet og nationalitet – og vi kan tilføje køn, seksualitet, kropskapabilitet og religiøs overbevisning til denne liste.
Spørgsmål om identitet synes både dybt individuelle – og individualistiske – og unægteligt kollektive og knyttet til menneskers forbindelse med og afhængighed af hinanden. De taler ind i, hvordan den enkelte forstår sig selv og skaber mening i det omgivende samfund.
Identiteter og den måde, de politiseres på, er blevet omdrejningspunkt for diskussioner og nogle gange sammenstød på venstrefløjen de seneste årtier, og måske særligt i 2010’erne, hvor det, der er blevet kaldt ”identitetspolitik”, næsten er blevet et ord i daglig tale. Identitetspolitikken er dog ikke et spritnyt fænomen fra det forgangne årti, men centrum i en løbende debat, som har rødder i de sidste 100 års politiske bevægelsers vigtige kampe mod undertrykkelse og for rettigheder for forskellige minoriteter.
Tilstedeværelsen af eller manglen på en klasseorienteret analyse
Marxisters og socialisters forhold til identitetspolitikken er komplekst. På den ene side er de forskellige bevægelser en del af vores fælles historie på venstrefløjen, og mange af dem overlapper med arbejderbevægelsens udvikling og historie. På den anden side er marxister kritiske over for de politiske begrænsninger i en analyse af samfundet, som påpeger uligheder og forskelle i privilegier mellem forskellige identitets-grupper frem for en mere klasseorienteret analyse.
Ultimativt bunder diskussionerne i forskellige opfattelser af, hvor undertrykkelsens former kommer fra, og hvordan vi bedst bekæmper dem.
Hvad er identitetspolitik ?
Identitetspolitik er et bredt fænomen og har ikke en fast plads på det politiske spektrum. Grundlæggende er identitetspolitik blot den praksis at se en (sin) identitet som en politisk kategori og som den ideelle kampplads til at opnå forandring. Mål, venner, fjender og metoder udpeges alt efter, hvad der gavner den identitetsgruppe, der organiseres omkring.
Med identitetspolitik kæmper man grundlæggende mod undertrykkelse fra en overmagt. Man udpeger forskellige former, gennem hvilke undertrykkelsen sker: Sprog, repræsentation eller mangel på samme i medierne, sociale praksisser, institutioner og lovgivning. Man identificerer, hvordan identitetsgrupper andet-gøres (konstrueres som anderledes end ”normalen”) idet de synliggøres og usynliggøres, inkluderes og ekskluderes gennem disse forskellige undertrykkelsesformer.
Mange organiseringer de sidste godt 100 år kan betegnes som identitetspolitiske i en eller anden grad. De tidlige feministiske strømninger for stemmeret og juridisk ligestilling og de senere feministiske bølger, der kæmper mod patriarkatet; borgerrettigheder, senere Black Panthers og Black Lives Matter-bevægelsen i dag; LGBTQ-organiseringer i alle deres tidlige og senere former; handicappolitiske grupper og anden aktivisme relateret til nedvurdering (andet-gørelse) af kroppe, f.eks. tyk-aktivisme.
Listen er meget længere og har en rig historie af anti-racisme, anti-sexisme, anti-imperialisme mv. De mest venstredrejede af disse har ofte en kapitalisme-kritik og måske endda et revolutionært perspektiv – fx Black Panthers – mens de mere midt-søgende handler som interesseorganisationer, der søger små ændringer i, hvad de ellers ser som et velfungerende system.
Det er vigtigt at understrege, at sådanne organiseringer er en respons på reelle undertrykkelsesmekanismer og uligheder. En kritik af dem er ikke og bør ikke være en afvisning eller bagatellisering af minoritetspersoners oplevelser. Ofte er det ikke så enkelt, at folk beslutter sig for at gøre deres identitet politisk – identiteter er allerede gjort politiske, når man konfronteres med sin krop, sit køn, sin hudfarve, sin religiøse overbevisning mv. i det øjeblik, man forlader sit hjem eller interagerer med institutioner i samfundet.
Vores klare modsætning til det ekstreme højres specielle form for identitetspolitik …
Den yderste højrefløj har også sine egne former for identitetspolitik. White supremacy, forskellige former for nationalkonservatisme og gammel og ny nazisme er alle udtryk for dette. Alle disse bruger ”hvidhed”, ofte i kombination med raceteorier og nationale opdelinger, som en identitet, der trues af indvandring, ”islamisering” og ”udskiftning” af en racemæssig majoritet med en anden.
Mens venstrefløjens identitetspolitik har et tæt slægtskab med marxismens egen historie, anerkender marxister så afgjort ikke højrefløjens forestillinger om hvid, europæisk identitet, kulturel renhed osv. Der er en grundlæggende forskel, og mens vi må støtte antiracisme, LGBTQ, kvindekamp og meget andet, gør vi modstand mod nationalisme og raceteorier.
Men det er vigtigt at have for øje, at identitetsfølelser i al deres menneskelige vigtighed kan mobiliseres og politiseres på mange forskellige måder. Mens venstrefløjens og højrefløjens identitetspolitikker er hinandens klare modsætninger, når det kommer til værdier og håb for verden, tilhører de fra en anden vinkel den samme tendens i menneskers respons på kriser, social ulighed og fremmedgørelse.
Identitetspolitiske organiseringers betydning i senkapitalismens atomiserede verden
Slutningen på det 20. århundrede og begyndelsen af det 21. har set et lavt niveau i klassekamp og en faldende klassebevidsthed – og det til trods (eller måske som resultat af?) et kapitalistisk system, der har et stærkere greb om den enkeltes liv end nogensinde før; en større global arbejderklasse end nogensinde før; årtiers neoliberal politik, økonomiske kriser og stadigt stigende ulighed.
I en verden, hvor der er rigeligt med undertrykkelse og udbytning at kæmpe imod, men en lav grad af klassemæssig organisering og klasseidentitet, begynder mennesker i deres egen personlige situation – ud fra deres identitetsfølelse og deres identitetsmæssige fællesskaber – hver for sig at opsøge de fællesskaber, som kan styrke dem og yde en modstand. Denne tendens er stærkt påvirket af den individualisme, som præger senkapitalismen, og som truer med at isolere mennesker fra hinanden. Identitetspolitiske organiseringer skaber fællesskaber i en fragmenteret tilværelse. Men de skaber også splittelser i en meget større majoritet, som vinder meget mere ved at være samlet – nemlig arbejderklassen.
2 – Identitetspolitik og klassekamp – undertrykkelsens historiske og materielle oprindelse
Selvom politisering af identitet ligger i hjertet af mange vigtige politiske kampe på venstrefløjen, står en marxistisk forståelse af verden og den, som kommer til udtryk i mange identitetspolitiske perspektiver, ofte ultimativt i et konfliktfyldt forhold til hinanden.
Konflikterne kommer til udtryk både teoretisk og praktisk – når man diskuterer, og når man organiserer. Den mere teoretiske konflikt ligger, som tidligere nævnt, i opfattelsen af, hvor undertrykkelses-formerne kommer fra og altså på den måde hele den historiske opfattelse af den politiske nutid, man står i.
Strukturer og idéer
I de fleste identitetspolitiske grupperinger på venstrefløjen taler man om undertrykkelse som en eller anden form for “struktur” – altså de forskellige lag, der i samspil med hinanden udgør vores måde at have et samfund på: Institutioner, love, traditioner, normer, kulturelle praksisser, sprog osv.
Feminister har historisk talt om en patriarkalsk struktur, som giver mænd privilegier over kvinder og er kommet til udtryk lige fra udelukkelse fra stemmeret og formel økonomisk uafhængighed og helt til voldtægts-jokes samt f.eks. fraværet af en samtykke-lovgivning i de fleste lande i dag.
Grupper, der bekæmper former for racisme, fokuserer naturligvis på racistiske strukturer, som, i europæiske og nordamerikanske kontekster sætter hvide mennesker først og opfatter POC (people of color) som andenrangsborgere – de andet-gøres. Black Lives Matter-bevægelsen fokuserer på bekæmpelse af “anti-Blackness” som struktur med udgangspunkt i USA, hvor dette bl.a. ses konkret i politivold, racial profiling og masse-indespærring i fængslerne. De første større borgerrettighedsbevægelser i i USA i 1950’erne gik imod segregation (race-adskillelse) som en racistisk struktur i både lovgivning og fysiske rammer.
LGBTQ (LesbianGayBisexualTransQueer)-organisationer taler i dag ofte om hetero-normativitet som en struktur. Hetero-normativitet betegner en norm, som ordner verden ud fra en logik om, at alle mennesker er heteroseksuelle indtil andet er “bevist” og derfor også passer ind i konventionelle kategorier af “mand” og “kvinde”.
Selv i dag, hvor man fx i Danmark og andre lande har indført lighed i ægteskabslovgivning, virker denne struktur som andet-gørende og udskammende gennem sprog og (mangel på) repræsentation. Blandt trans-aktivister taler man om cis-normativitet (at være cis-kønnet er at føle sig som det køn, man fik tildelt ved fødslen) som en struktur, der undertrykker transpersoner i mange lag, særligt i sundhedssystemet.
Alt dette er kun et udsnit, både af identitetspolitiske sager og af deres komplekse kortlægning af undertrykkende strukturer. Der er mange vigtige spørgsmål heri. Det skal også siges, at de færreste identitetspolitiske venstrefløjs-organiseringer i dag kun ser én struktur af undertrykkelse som vigtig, men understreger, hvordan mange forskellige strukturer krydser hinanden, således at køn, krop, seksuel identitet, etnicitet, religion, race-gørelse mv. hænger sammen med hinanden. Det er det, som kaldes intersektionalitet.
En marxistisk “kritik” af identitetspolitikken er ikke og bør ikke være en benægtelse eller uforståenhed over for virkeligheden og vigtigheden af undertrykkelse, ej heller skal det være et forslag om at glemme den for at for at se “det større perspektiv”.
Materialisme
Identitetspolitiske bevægelser taler om intersektionelle undertrykkelses-strukturer bl.a. for at anerkende, at problemet er systemet – at mennesker eksisterer, handler og taler inden for systemer, der former dem, og at man skal komme “systemet” frem for en bestemt gruppe af “undertrykkere” til livs.
Men som marxister stiller vi os kritiske over for denne brug af begrebet “struktur”. En samfunds-struktur er et samfunds eller et systems fundamentale bygningsmåde, dets skelet. I identitetspolitikken bliver “struktur” til et sæt af idéer og værdier kastet ud blandt os, et sæt af idéer, hvis endnu dybere grundlag ikke bliver understreget klart nok.
Hvad vil det fx sige, at vi lever i en patriarkalsk struktur? Er patriarkatet – mænds hersken over kvinder – selve skelettet i vores samfund?
Systemet, vi lever i – det kapitalistiske klassesamfund – bæres ikke af et sæt af idéer. Grund-strukturen er selve organiseringen af de materielle forhold. Når man har et fåtal, der lever af at eje og at udbytte, og et flertal, der lever af at arbejde og producere, har man et klassesamfund med en kapitalistisk struktur.
Så når marxister taler om strukturer, taler vi om den materielle organisering, der bærer de institutioner mv., som undertrykkelsen sker gennem. Det betyder ikke, at vi ikke taler om idéer, narrativer, diskurser, normer, institutioner osv. Men organiseringen af de materielle forhold er den base, hvorpå idéerne opstår og bliver mulige som forståelsesrammer for verden.
Hvis man igen tager patriarkatet som noget grundlæggende, er det stadig uvist, hvorfor det skulle være sådan.
Handler det om nogle mænds beslutning engang i tidernes morgen om at underlægge sig kvinder? Ligger forklaringen faktisk i “essensen” af kvinders og mænds biologi, i muskelmasse og kvinders evne til at føde børn? Kan mænds “naturlige aggression” forklare kapitalistisk rovdrift på kloden og dens mennesker?
Undertrykkelsens rødder
I en marxistisk forståelse har hver form for undertrykkelse et specifikt historisk ophav, der bunder i en forandring i de materielle forhold.
Undertrykkelse af kvinder opstår med familien på baggrund af de tidlige klassesamfund. Fastliggende landbrug betød mere produktion, produktion betød ophobet værdi, ophobet værdi betød klasser – en producerende og en administrerende – og hierarkier, hvilket førte til arvefølger og slægter. Her blev kvindens monogami centralt på en måde, det ikke havde været tidligere, og hun blev i stigende grad underlagt en reproduktiv rolle. Friedrich Engels kalder klassesamfundet for “kvindekønnets verdenshistoriske nederlag” – her opstod kimene til de kønsroller, der siden er blevet omformet og udbygget af nye materielle omvæltninger.
Marxister forstår racismens fødsel i sammenhæng med kapitalismens fødsel, som kan dateres til omtrent 1492, hvis man skal sætte et specifikt årstal på det. Columbus “opdagede” “den nye verden” i form af de amerikanske kontinenter, og dette var udvidelsen og konsolideringen af handels-kapitalismen som system.
En større verden for europæerne betød nye markeder og nye muligheder for produktion. I 400 år var slaver både en yderst profitabel produktionsmåde (i form af gratis arbejdskraft) for de europæiske (og nordamerikanske) kapitalister og en værdifuld handelsvare. Europæerne kom som conquistadorer, kolonisatorer og købmænd, bevæbnet med dødbringende våben og kristendommen, men de blev og voksede i kraft af nye pseudovidenskabelige race-teorier, der skulle retfærdiggøre underlæggelsen og slavegørelsen af mennesker.
Homofobiens og transfobiens rødder, sådan som vi kender dem i dag, spores til industrialiseringen i vesten fra især midten af 1800-tallet og frem. Vandringen fra land til by og fremkomsten af en industri-arbejderklasse omformede igen familien som enhed, og med den nye borgerklasse i byerne blev kønnenes rum – kvinder og børn i hjemmet, mænd i det offentlige liv – mere skarpt opdelte og afgrænsede. De bragte ligeledes skarpt optegnede idéer om køn, kønsidentitet og ikke mindst idéen om en seksualitet med sig – og altid med et fokus på det “afvigende” over for det “normale”. Også her opstod nye videnskaber, især i psykologien og medicinen, som især i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var besatte af at finde de “syge” seksualiteter og køns-udtryk, som ikke stemte overens med det borgerlige ideals kasser.
Disse tre eksempler er meget forsimplede sammenfatninger af forskellige dele af undertrykkelsens historie, som fortjener hver deres mere dybdegående diskussion i senere artikler. Her skal de blot tjene til at vise, hvordan undertrykkelsen hænger sammen med klassesamfundets økonomiske struktur, med organiseringen af de materielle forhold, med produktionsmåden på givne historiske tidspunkter.
Masser af identitetspolitiske udlægninger har selvfølgelig både familien, slaveriet, imperialismen og de victorianske kønsroller som historiske eksempler på undertrykkelse. Marxister understreger de materielle forudsætninger.
Det er de materielle forhold, der ultimativt må forandres radikalt, og ikke blot idéerne, sproget, institutionerne eller lovene. I næste del af denne serie vil jeg se nærmere på klasse-forståelsen og arbejderklassens centralitet i den organiserede kamp mod undertrykkelse.
3 – Identitetspolitik og klassekamp – arbejderklassen er ikke homogen, men har som klasse en interesse i at overvinde alle de splittende forskelle
Marxister ser klassekampen mod undertrykkelse som et modspil til identitetspolitiske argumenter. Da undertrykkelsens idéer kommer fra toppen og ikke fra bunden, er det som klasse, vi må kæmpe og ikke som identitetsgrupper.
Klasse giver ikke blot en bedre forståelse af undertrykkelsens rødder. Klassekamps-perspektivet sætter nøglen til forandring og frigørelse i centrum.
Som Karl Marx’ berømte ord i den 11. Feuerbach-tese lyder: “Filosoffer har hidtil kun fortolket verden på forskellige måder; pointen er at forandre den.”
Identitetspolitikkens begrænsninger
På beskrivelses-niveau ‒ når det handler om at udpege, udfolde og fortolke de mange måder, undertrykkelse eksisterer, opleves og arbejder på ‒ kan identitetspolitiske forståelses-rammer være gode, tankevækkende og oplysende.
Marxister er uenige i, at alle mænd har en reel interesse i sexisme og undertrykkelse af kvinder, og at alle hvide mennesker har noget at vinde på racisme. Kun de, der profiterer stort under kapitalismen har en interesse i idéer, der splitter os. Men marxister anerkender, at de splittende idéer kan få et eget liv i arbejderklassen, og derfor er det vigtigt at kunne analysere på, hvordan undertrykkelsen virker.
Men identitetspolitik forbliver på det beskrivende plan, og det er dens begræsning. Når det kommer til at organisere for reel, radikal forandring, er identitetspolitiske teorier og strategier ofte retningsløse og pessimistiske og i værste fald splittende og kvælende for politisk aktivistisk arbejde.
Intersektionalitet og privilegie-teori
Det bliver tydeligt, hvis man ser på to identitetspolitiske udtryk, som har vundet konkret indpas på den europæiske og amerikanske venstrefløj i løbet af det seneste årti: intersektionalitet og privilegie-teori.
I den intersektionelle forståelse af identiteter, minoriteter og undertrykkelse kortlægger man sammenhænge og krydsninger (“intersektioner”) mellem forskellige former for undertrykkelse. Hvis man er en brun, muslimsk kvinde i Danmark er man i et krydsnings-felt, hvor både sexisme/kvindeundertrykkelse, racisme og diskrimination mod religiøse og kulturelle minoriteter skaber en specifik erfaring og position.
Privilegie-teori er en slags modstykke til den identitetspolitik, der fokuserer på undertrykte minoriteter. Her taler man om undertrykkelse fra alle dem, der ifølge teorien nyder privilegier over de undertrykte: mænd over kvinder, hvide over POC, cis-personer over transkønnede, osv.
At have privilegier er af den amerikanske aktivist, Peggy McIntosh, blevet beskrevet som en “usynlig, vægtløs rygsæk” fyldt med værktøjer, der tillader den privilegerede at navigere gennem tilværelsen uden den modstand, mindre privilegerede møder.
Fokus på individualisme
Nøgle-ordene i intersektionaliteten og privilegieteorien viser teoriernes indpas i den individualisme, der har vundet frem de sidste 50 år side om side med et generelt fald i klassebevidsthed.
Intersektionalitet er i én forstand et forsøg på at forbinde de forskellige kampe mod undertrykkelse samtidigt med, at man har et blik for forskellige “levede erfaringer”. Undertrykkelsesformerne indgår i et system af undertrykkelser, hvis strukturer hænger sammen. Det understreger også, at der er grund til solidaritet og sammenhold mellem forskellige grupper.
Men det bliver samtidigt klart, at den største opgave fortsat ligger i at beskrive undertrykkelse, i at forandre sprog og forudindtagelser om individers positioner, mere end i at danne en politisk vision.
Tendensen til beskrivelse og bevidstgørelse som drivkraften i politisk arbejde er endnu mere udtalt med privilegie-teorien ved roret. Her er et vigtigt ord “usynlig” ‒ dine privilegier er usynlige for dig, indtil du bliver gjort bevidst om dem, ligesom dine “unconscious biases” ligger indbygget i din psyke, hvis du er hvid, mand, ciskønnet, heteroseksuel, krops-kapabel osv.
Manglende politisk perspektiv
Alt dette ‒ at blive opmærksom på de komplekse måder, undertrykkelse virker på, samt at blive opmærksom på, at der kan være sociale virkeligheder, man ikke ser ‒ er fint og endda tiltrængt, når f.eks. nogle (hvide) fortsat påstår, at racisme ikke et et problem i Danmark. Men det kan ikke fungere som politisk program.
Diskussionen om privilegier og intersektioner kommer ofte med idéer som, at alle hvide mennesker er racister per definition, fordi de lever som privilegerede i et racistisk system, at hvide menneskers anti-racisme ikke kan anerkendes, før alle individer har set indad og erkendt deres egen medvirken til de racistiske strukturer, at man ikke skal prøve at “kæmpe andres kampe”, og at den bedste “allierede” er én, der fokuserer på at gøre op med egne, individuelle fordomme.
Som Yuri Prasad påpeger i International Socialist Journal, er dette en meget pessimistisk og afvæbnende horisont for politiske og sociale bevægelser. En praksis, der fungerer som en konstant opmærksomheds-kampagne skaber et aldrig færdigt arbejde for mere selvbevidsthed og at tjekke sine privilegier som det eneste fremadrettede perspektiv.
Arbejderklassen som den forandrende kraft
Når vi argumenterer for, at det at kæmpe som arbejderklassen er et bedre perspektiv for politisk organisering end privilegie-teori og intersektionalitet, er det fordi, arbejderklassen har en potentiel magt, som ingen undertrykt minoritet kan have på egen hånd.
Nu mere end nogensinde er arbejderklassen en majoritet globalt set, og den potentielle magt, hvis arbejderklassen handler som klasse, er enorm.
Det identitetspolitiske klassebegreb
Et rammende eksempel på et punkt, hvor marxisme og identitetspolitik støder sammen og fremstår som uforenelige modsætninger, ligger faktisk i den måde, teorierne bruger klasse på, eller rettere, hvordan identitetspolitikken former det marxistiske klassebegreb i sit eget billede.
Når den identitetspolitiske venstrefløj italesætter klasse, bliver klasse ofte blot endnu en subjektiv position eller endnu en blind vinkel for de privilegerede.
Vi kan i diverse “community guidelines” i venstrefløjsmiljøer se udtrykket “klasseisme” (classism) sat på linje med racisme, sexisme, transfobi osv. som én i rækken af undertrykkende “strukturer”, som individer gennem deres sprog og handlinger bevidst eller ubevidst kan videreføre.
En sådan brug af klasse-begrebet understreger en grundlæggende grund til uenighed mellem den marxistiske og den identitetspolitiske venstrefløj. Arbejderklassens potentielle magt som klasse, magten til at vælte et undertrykkende system, bliver skjult bag det identitetspolitiske fokus på minoriteterne som det eneste grundlag for modstand.
Identitetspolitikken er reformistisk
Klasse-perspektivet er afgørende for kampen mod undertrykkelse. Det placerer undertrykkelse i et system, der kan styrtes i stedet for i individers psyke eller forfejlede idéer. Det er et argument, som revolutionære socialister må arbejde for at vinde.
Vi må insistere på, at arbejderklassen ikke er en homogen flok, men at vi har samlede interesser i at kæmpe mod et system og mod magthavere, der splitter os.
Lidt hårdt sagt er identitetspolitik som organiserings-kraft en reformisme i revolutionære klæder. Ofte bliver idéerne brugt i militante bevægelser for frigørelse, og kamp og solidaritet er for den identitetspolitiske venstrefløj såvel som for socialister og marxister centrale begreber.
Dette er ikke for at sige, det identitetspolitiske fokus på kamp og solidaritet er uærligt eller uberettiget. Men hvilket politisk perspektiv kan rejse sig fra det?
Fælles kamp på tværs af køn, race og nationalitet
De største vindinger sker, når arbejderklassen står sammen. Særligt, når kampen mod undertrykkelse begynder at ske gennem arbejderklassens egen organisering – når hvide arbejdere er solidariske med sorte og brune arbejdere; når mænd er solidariske med kvinder; og når den samlede arbejderklasse kan slå ring om minoriteter, når de gøres til syndebukke. Men også, når vi engagerer os i bevægelsesarbejde, er klasseperspektivet centralt.
Det er magthaverne og den herskende klasse, som har en historie med at opsplitte os i grupper, med at konstruere “hvidhed” som et privilegium, med slaveri, med racistiske ideologier og sexistiske ideologier. Arbejderklassen har en historie af at stå sammen, med fælles interesser, med overvindelse af fordomme og med at forandrer sine idéer gennem fælles kamp.
Artiklen “What’s wrong with privilege theory?” har været en inspiration for denne artikel. Det er en engelsksproget tekst fra “International Socialist Journal”, som giver en dybdegående og systematisk marxistisk kritik og diskussion af privilegie-teori og dens implikationer: http://isj.org.uk/whats-wrong-with-privilege-theory/
Klasse-solidaritet mellem hvide og sorte arbejdere: I forbindelse med sommerens amerikanske Black Lives Matter-protester skriver Yuri Prasad i “Socialist Worker” om historisk solidaritet mellem hvide og sorte arbejdere i 1800-tallets USA: https://socialistworker.co.uk/art/50179/United+States+a+history+of+revolts+against+racism
Martin Luther King forstod, at hvide og sorte arbejdere måtte kæmpe sammen – Socialistisk Arbejderavis 18. juni 2020: http://socialister.dk/martin-luther-king-forstod-at-hvide-og-sorte-arbejdere-maatte-kaempe-sammen/
Hvide og sorte arbejdere i fælles aktion ud fra fælles interesser: Stor strejke mod racismen lukkede USA’s vestkysthavne – Socialistisk Arbejderavis 21. juni 2020: http://socialister.dk/stor-strejke-mod-racismen-lukkede-usas-vestkysthavne/
Danmark og USA: Fælles kamp ud fra fælles interesser imod de herskendes del-og-hersk vha. racisme – Black & White – Unite & Fight: Socialistisk Arbejderavis 11. juni 2020: http://socialister.dk/black-white-unite-fight-world-against-racism/
LGBTQ – tilpasning til det omgivende samfunds normer – eller i stedet at turde være sig selv og turde skille sig ud: Gay Liberation i 1969 og ”We are the Stonewall Girls” – Socialistisk Arbejderavis 30. juni 2019: http://socialister.dk/we-are-the-stonewall-girls/
En marxistisk, materialistisk analyse af årsagen til kvindens stilling i det borgerlige samfund: Friedrich Engels: Familien, Privatejendommen og Statens oprindelse (1884) – hele teksten på dansk: http://www.marxister.dk/bog.php?id=1&forf=2
